Sex uden omsvøb
David Rehling, information.dk
RECENSION | Publicerad 2010-05-19
"I min folkeskoles ottendeklasse blev stemningen anspændt, da naturhistorielæreren en dag omdelte to sæt pjecer. Den ene var til os drenge. Den anden var til pigerne. Pjecen til drengene hed »Unge mand, du vokser stadig«.
Omdelingen af pjecerne skulle indfri det ministerielle krav om seksualundervisning på vores klassetrin. Naturhistorielæreren var en ældre, lejlighedsvis brysk herre, der også var kordegn i kirken ved siden af skolen. Han lod, som om at det var helt naturligt, at han omdelte pjecerne, og vi hjalp ham med at lade, som om vi også syntes det.
Vi fik et kvarter til at læse pjecen foran os. Så kunne vi stille spørgsmål bagefter. Der blev læst i pinagtig tavshed, afbrudt af enkelte fnis og grynt. Der var ingen spørgsmål.
Så tog klassens frimodige pige ordet og sagde:
»Skal vi ikke lade drengene læse deres pjece op for pigerne, og pigerne læse deres op for drengene? Så kan vi diskutere ud fra det.«
Der bredte sig en stor rædsel blandt os andre i klassen. Heldigvis reddede naturhistorielæreren situationen ved at sige, at sådan oplæsning fandt han ingen grund til. Derpå gik han tilbage til sit vante stof.
Siden blev der dreng og dreng imellem grinet sjofelt over pjecen. Titlen »Unge mand, du vokser stadig« blev til en stående vittighed, når vi i hinandens bukser sporede en gryende erektion.
Et af seksualundervisningens problemer er, at den skal formidle en viden, som modtageren mener allerede at besidde. I vor kulturkreds vil kun få unge påstå sig uvidende om kønslivets udfordringer.
Altså må der pædagogiske greb til. Man må formidle på modtagerens betingelser, som det hedder. Men heller ikke det er ligetil. Formidler man den glansbilledeforestilling om sex, som de fleste unge formentlig helst vil nære, svigter man dem i mødet med de mere rå realiteter, der blandt andet indebærer risikabel kontakt mellem slimhinder og kropsvæsker.
Hvis man i fremstillingen anvender, hvad man forestiller sig som de unges egen sprogbrug, kan teksten let fremstå friskfyragtig eller nedladende. Og hvis fremstillingen søger at rive sin læser med ved en begejstret fremstilling af seksuel virksomhed, løber den ind i det problem, at nok er den unge modtageren, men der er andre, der kritisk læser med forældre og skolebestyrelsesmedlemmer. Plus, at der til undervisningsbrug også skal være en lærer, der tør stå inde for anbefalingerne."

Följ oss på Facebook




